Men min storesøster griner og er overrasket over visse ting. Overrasket over, at de lesbiske oplever at blive forsøgt scoret af velmenende mænd, overrasket over, at et "jeg er bøsse" for visse personer kan være en invitation til at spørge "gør det ikke ondt at blive bollet i røven?".

Faktisk må jeg indrømme, jeg har glædet mig som et lille barn til at se OBLS. Jeg syntes, det var en rigtig god idé at lave det og følte ærlig talt, det var lidt latterligt, at deres spørgeskemaundersøgelse i den grad blev kritiseret. Jeg svarede også på den, og følte mig ikke just diskrimineret. Forgængeren til denne programrække, OPS, der handlede om nydanskere, pegede på fordomme og kunne være ret spidsfindig i sin måde at vende tingene på hovedet på. Det var rigtig intelligent satire, der handlede om mere og andet end politikerparodier. På ganske sjælden vis formåede det at være underholdende samtidig med, at det udfordrede mine egne forestillinger om 'perkere'.

Om mig, ikke til mig

Når jeg nu endelig sidder og ser OBLS, så er jeg faktisk hverken specielt underholdt eller særlig provokeret og udfordret. Jeg sidder bare og kan alt i alt godt give programmet ret i de ting, de påstår - men det er ikke nyt. Jeg har efterhånden hørt både båltale og læst interviews med Klaus Bondam et par gange, og Torben Lund har da talt på TV om at være bøsse før. Og jeg kan kun være enig i det, de siger - men det er ikke overraskende eller provokerende.

Det er først, da jeg lytter til min storesøsters latter og små forundrede udbrud, at jeg forstår, at konceptet egentlig er OK. Når det kommer til stykket, så er det jo lige præcis mig, programmet ikke er lavet til - for jeg ved det jo godt. Det er jo oplysning om bøsser og lesbiske, og ikke til dem. En ny tanke: Hvordan mon nydanskere oplevede OPS i sin tid? Måske lige så lidt originalt, som jeg oplever dette program nu, hvor det pludselig er mig, der er 'perkeren'. Det er jo et program, der med vilje spiller op ad klichéen, hvilket jeg tager hatten af for, og jeg synes, det gør godt. Det er bare svært at føle, det er så interessant, når jeg nu vil påstå, at min kliché-forestilling om bøsser og lesbiske i grunden er ret nuanceret!

Skide heteroer

Men pludselig begynder programmet dog alligevel at ville brydes lidt med mig. Hver gang det slår over i en sketch, så sker der noget - biologen, der tager os med og kigger på bøssearter i Ørstedsparken og kvinden, der krænger sit klichébillede ned over en stakkels aldeles normal bøsse til en fest, er sjove og godt set. Og de to bøsser, der taler om, hvor fordomsfulde de skide heteroer er, får mig et øjeblik til at føle, jeg får et deja-vu. Det kunne jeg vist godt selv have sagt. Man kunne faktisk godt tænke sig lidt mere af det og ikke helt så meget snak. Det er faktisk kun sketchen til sidst i programmet med frisørerne, der først bliver fimsede, når de træder ud til kunden, der decideret falder igennem og ligefrem er pinlig.

Jeg er egentlig ikke sikker på, jeg på næste fredag behøver sidde klistret til skærmen. Jeg ønsker for alle heteroerne, at de ser dette glimrende program - men det taler faktisk ikke rigtig til mig. Det taler bare om mig. Meeen nu er det jo alligevel sådan, at jeg bliver så nysgerrig, når nogen taler om mig, så mon ikke, jeg alligevel lusker hen og ringer på hos min søster på fredag? Om ikke andet, så for at observere, hvornår og af hvad hun begynder at grine.