At definere sig selv som homoseksuel har været en del af frigørelseskampen. Der var dem og der var os. Som i den kolde krigs tid måtte man vælge side. Men nu synes den seksuelle Berlinmur at være faldet, og vi kan bevæge os frem og tilbage mellem de to zoner. Det hele er blevet os.

Det kommer nok til at kræve en del tilpasning. Og vi må definere gamle begreber på nye måder: Én biseksuel søger i en profil på nettet et monogamt forhold. Fyren ønsker dels et monogamt forhold til sin pige, men leder samtidig efter en fyr, han også kan have et monogamt forhold til. Måske burde han hellere have skrevet "stereogamt forhold".

Det er vel fair nok at ville udleve begge sider af sin seksualitet - lige forpligtet og tro over for begge parter, hvis det er troskab man ønsker. For en biseksuel har tre at være tro over for: Part 1, part 2 og sig selv.

Omkring 1980 viste en fransksproget film "Pourquoi pas?" et tresomt forhold med to mænd og én (senere to) kvinder. Filmen viste, at når et menneske har et forhold til to mennesker, så vil de ofte være to sammen og én alene. Det problem løser tresomheden.

I en tid, hvor tosomheden bliver endnu mere snævert tosom, fordi afstande og arbejde splitter de gamle familiestrukturer, bliver det sværere og sværere at få tosomheden til at hænge sammen. Det bliver sværere at få tid til både pligter og fornøjelser. Vi dumper ind i parforhold med færre og færre mennesker og flere og flere krav til, at partneren kan opfylde alle ens behov. Og flere og flere tv-kanaler for at camouflere det faktum, at det kan partneren ikke. Boligmarkedet bliver dyrere og dyrere, og snart kan to indkomster ikke længere betale én bolig. Jamen så prøv med tre indkomster! Måske er alternativet til at være single ikke tosomhed, men tresomhed!

Hvorfor skal tresomheden reserveres til de biseksuelle? Mange føler sig tiltrukket af mere end én type: Nogle er aktive med yngre, men passive med ældre. Nogle lever i et forhold med en højt elsket kæreste, de ikke vil slippe, men heller ikke seksuelt fungerer med længere. Så opstår der let et forhold ved siden af. Men igen let med den omkostning, at når to er sammen, er den tredje person alene: På ferier, til fødselsdage, til jul, i teatret... Ja, der kan være omkostninger, når tre skal fungere sammen, men der er også omkostninger, når den tredje står udenfor: Dårlig samvittighed, skyldfølelse osv. Jalousi kan spolere arrangementet i begge tilfælde.

Tresomme samlivsformer vil stille helt nye krav til den lovgivning, der regulerer samlivet mellem mennesker - i hvert fald nye krav til den måde, vi bruger lovgivningen på.

Man kan gætte på, at selskabslovgivningen kan få helt nye anvendelsesområder. Måske kan man oven i købet opnå iværksætterydelse, og eksklusivaftaler kan få en helt ny betydning.

Tresomme problemer med forældremyndigheden over børnene kender vi allerede i de forhold, der består af to lesbiske mødre og en bøssefar. Eller et bøssepar og en "rugemor". Og vi kender dem fra heteroseksuelle forhold, hvor børn og papforældre bliver knyttet til hinanden. Så i spørgsmålet om at presse på over for lovgivningen vil det nok være en hjælp, hvis der dukker en gruppe biseksuelle op med de samme behov for en regulering af den tosomme lovgivning, så den kan bruges i en forandret tid.

Måske kan Danmark igen opnå at komme i førerfeltet med det flerkantede partnerskab? I hvert fald kan man begynde at arbejde med, hvorledes det juridisk kan sættes på papiret. Så de, der vil eksperimentere med tresomheden, kan gøre det i nogle rammer, der regulerer de økonomiske og praktiske problemer, der også er en del af samlivet.

(Maleri: Norbert Ligterink)