Det var ikke en ny tanke, men nyt var det, at Etisk Råds formand Ole Hartling udtalte, at Etisk Råd ikke skulle afgøre, hvad der var godt og hvad der var rigtigt liv. Dermed åbnede han mulighed for værdigt liv og for en værdig start på livet.

Som det er i dag, og har været siden stramningen af loven i 1997, kan lesbiske og enlige kvinder ikke blive kunstigt befrugtet med myndighedernes velsignelse. De er derfor henvist til selv at betale for et besøg på en fertilitetsklinik, hvis de kan. Ellers må de klare sig med en jagttur i nattelivet. Det er ikke værdigt, hverken for kvinderne, mændene eller børnene.

Modstanderne mod alle kvinders ret til en værdig befrugtning påberåber sig kernefamilien som hovedargument. Den hellige, almindelige kernefamilie, hvor far tjener mere end mor, og hun ulønnet udfører det meste af husarbejdet. Kernefamilien, som den fremstilles i reklamer for Ajax eller Kvik-køkkener. Faktum er blot, at den kun udkommer i begrænset oplag. Over 500.000 danskere lever alene, af eleverne i femte klasse lever over en tredjedel ikke sammen med begge deres forældre. Hvor mange stole står der rundt om bordet i dit køkken?

Den offentlige debat har været præget af gennemtræk om de børn (især drenge), der vokser op hos enlige mødre og tæskes gennem institutionsmaskinen af kvindelige pædagoger og lærere uden direkte adgang til mandligt nærvær. Det giver problemer, og de giver problemer. Men man glemmer tit, at stormstødene kommer fra flere hjørner: Dårlig økonomi, forringede boligforhold, stress; jeg har endnu ikke mødt en kvinde, der er blevet velhavende af at blive skilt. Tværtimod flytter hun oftest til en tre-værelses i et ringere kvarter MED børnene, mens han bliver boende i villaen med udsigt. Uden børn.

Vores velfærdssamfund vil gerne gøre noget for alle de enlige mødre, der kæmper for at få hverdag, børn, eks-ægtefæller, flere børn og nye forhold til at smelte sammen. Og gør det. Hvorfor kan vi så ikke også gøre noget for de mødre, der på forhånd har sagt nej tak til reklamefilmen, hvor de alligevel kun er tiltænkt en birolle?

Det er det, der er springet: At vi nu er på vej til at opfatte kvinder, der vælger at leve uden mænd, som ligeværdige. Ja, som værdige til at blive kunstigt befrugtet og varetage et barns tarv. Indtil nu har vi, der har fravalgt manden og reklamefilmen, diskvalificeret os som mødre, forsørgere, mennesker. Og det har ikke kvalificeret os, at vi måske har valgt noget andet i stedet for: en anden kvinde, os selv, vores arbejde.

Det gør det nu, et lille skridt på vejen til værdig befrugtning blev taget i foråret. Men et stort spring for kvinders ret til at vælge livsform.