Jeg er vant til at gå ind og se film på gayfilmfestivalen, fordi det er rart ind i mellem at se nogle historier fra mit eget univers. Hvor man ved, man går ind for at se homoseksuelle historier. Og det er dejligt, fordi det alt andet lige ikke er det, vi ser mest af i de almindelige biografer - det er vigtigere, end vi umiddelbart tror, at høre og se historier, der også bekræfter os selv og behandler de ting, vi selv går og tumler med. Og en hel del af vores egne liv er jo netop - det homoseksuelle.

Men når jeg går i de almindelige biografer på de almindelige dage, så forventer jeg ved Gud ikke at komme til at se på bøsser og lesbiske - i hvert fald ikke som andet end søde sidefigurer, der giver lidt kulør på historien. Jeg forventer snarere mere eller mindre rutinemæssigt, at der selvfølgelig er to lækre almindelige mennesker af hvert sit køn, der falder for hinanden og begynder at vride sig omkring på lagenet i den obligatoriske pornoscene, som automatisk følger med, hvis man vil være filmstjerne i dag. Med andre ord er jeg normalt et ret heteroseksuelt stykke filmpublikum.

Se den film - den er go'!

Jeg gik ind for at se The Hours, dels fordi den virkede interessant, og dels fordi jeg bare havde lyst til at gå i biografen. Hvis du i øvrigt ikke har set den, så bliver du nødt til at gøre det - den er virkelig fantastisk. Tre kvinder i tre forskellige tider får viklet deres historie sammen i noget, der viser sig ikke at være tre historier, men netop kun én. Det hele hænger sammen - Virginia Wolf i den ene tid skriver en bog, som en kvinde i den anden tid lader sig påvirke af, samtidig med at en kvinde i den tredje tid, nutiden, til dels begynder at opleve handlingen i bogen selv. Det virker komplekst - også undervejs - men når man begynder at nærme sig slutningen, så viser det sig, at det er én og kun én historie, der hele tiden er blevet fortalt bare fra mange vinkler.

Hvad jeg ikke vidste var, at det homoseksuelle er et væsentligt tema. Det er ikke en film om det at være homoseksuel, men en helt naturlig og egentlig ukommenteret del af historien er, at to kvinder lever sammen og er kærester i nutiden. I halvtredsernes USA er en anden kvinde lukket inde i et ægteskab og en verden, der nærmest er skizofren i sin drøm om perfekthed. Men hun er måske i virkeligheden lesbisk, hvis dét altså bare var noget, man overhovedet kunne tillade sig at være på det tidspunkt. Endnu tidligere kysser Virginia Wolf pludselig sin søster aldeles lidenskabeligt. Og en mand - den mand det hele måske egentlig mest af alt handler om, selv om han aldrig er hovedrollen - sidder senere alene med AIDS i sin lejlighed efter i mange år at have levet sammen med en mand.

Pludselig føler jeg mig helt heteroseksuel...

På den måde handler filmen på næsten alle niveauer om homoseksuelle eller om mennesker med homoseksuelle tendenser. Det havde jeg bare på ingen måde forventet, da jeg satte mig i biografsædet. Selv om dét syn på sin vis er noget, jeg er ganske vant til at se i virkeligheden, så må jeg indrømme, jeg blev virkelig overrasket, da Julianne Moores halvtredserhusmor pludselig kysser sin nabokone. Og det var for mig slet ikke en selvfølge, at de to veninder i nutidens del af filmen også var kærester gennem mange år.

Når jeg normalt ser film, som jeg i forvejen godt ved handler om homoseksuelle, så identificerer jeg mig straks med dem. Jeg føler mig med det samme som en homoseksuel tilskuer, der sidder og ser en film, der på en måde lige så meget handler om mig selv, som den handler om nogle andre. Men denne aften sad jeg som en del af et (sikkert overvejende) heteroseksuelt publikum, og jeg var gået derind i forventningen om at se en heteroseksuel historie. Da filmen efterhånden med stor selvfølgelighed viser sig at handle ret så meget om homoseksuelle, så føler jeg et øjeblik, jeg ser det hele udefra. Pludselig er jeg helt heteroseksuel i min måde at se filmen på - jeg kigger nysgerrigt ind i et andet univers, og ser nogle andre følelser. Vel at mærke følelser, der kunne have været mine egne.

På turistrejse i...mit hjemland?

Og det er egentlig ikke så slemt igen. Jeg fristes næsten til at mene, at det til tider kan være ganske rart pludselig at se det hele lidt hetero-agtigt. Det er jo et privilegium at få lov til at se sin egen verden udefra - det er lidt som om, jeg er taget ud for at rejse i et fremmed land, som jeg forundres over og er nysgerrig overfor, men da jeg får kigget ordentlig efter, så viser det sig, at det er Danmark, jeg er kommet til, og at mit hotelværelse bare er min gode gamle lejlighed på Vesterbro. Interessant!

Hvis der fremover vil blive vist flere film om homoseksuelle i de almindelige biografer, uden at det dermed er det homoseksuelle, der bliver reklameret med - så tror jeg, jeg vil blive en gladere mand. Det kan godt anbefales at prøve at lege turist i sit eget land ind i mellem!

Info: The Hours: Filmen er set i Grand (www.grandtearet.dk). Instruktør: Stephen Daldry. Manus: David Hare. Medvirkende: Meryl Streep, Nicole Kidman, Julianne Moore, Stephen Dillane, Miranda Richardson, George Loftus, Charley Ramm, Sophie Wyburd, Lyndsey Marshal, Linda Bassett, Christian Coulson, Michael Culkin, John C. Reilly, Jack Rovello, Toni Collett.