Tro mig - jeg har ikke noget at brokke mig over. Er det ikke irriterende? Jeg er en privilegeret bøsse, der aldrig har oplevet diskrimination, og jeg er tilmed en relativt normal fyr, der har levet et relativt normalt og fredeligt liv.

Det bliver næsten kedeligt. Når jeg læser i homomedier, åbner der sig en verden af forfølgelse: Homoseksuelle bliver overfaldet derude eller anholdt for perversitet. Den store verden er ikke et tolerant sted at leve. Det er ikke bare derude, men også omkring mig. Jeg har både venner, som er muslimske, og venner, som kommer ud af indre missionske miljøer, og de kæmper for at bygge en bro i deres to liv mellem den verden, der har skabt dem, og den verden, de bliver nødt til at vælge at leve i.

Hvad så med mig?

Man siger, at modgang gør stærk - men hvad så med mig? I individualismens tidsalder er 'normal' den værste label, noget menneske kan få klistret på sig, og da jeg sprang ud, havde jeg endelig en chance for at slippe ud af mit normalitetsfængsel og blive marginaliseret og interessant - jeg kunne blive hærdet i den modgang, jeg nu næsten uvægerligt måtte møde. Men den udeblev. Min familie og mine venner skuffede fælt ved helt umiddelbart at acceptere mig som den, jeg er, og der blev ikke noget af grædende mødre eller fædre, der ville tvinge mig til psykolog. Jeg blev heller ikke udstødt af min venneskare. Ikke engang lidt misforstået indirekte diskriminerende medfølelse kunne jeg få tildelt.

Hvad blev der af de skulende kolleger, bagtaleri og pludselige ubegrundede fyringer? Kunne jeg da ikke bare få en smule modgang at stive min karakter og min individualisme af på? Har jeg ikke også ret til at blive diskrimineret?

Lesbisk!

Heldigvis lykkedes det for nylig. Gennem mit arbejde var jeg på den her pæne og kedelige konference på et pænt og kedeligt konferencehotel. I løbet af weekenden fik jeg lyst til at se, hvad der var sket på homotropolis.dk de sidste par dage, og jeg smed en mindre formue af småmønter i hotellets internetstation. Men da jeg skrev sitets navn i søgebjælken, kom siden ikke frem - i stedet stod der en grå kasse med denne besked:

"Vi har sporet følgende ord på den hjemmeside, du forsøger at komme ind på: 'lesbisk'. Vi frygter, at siden indeholder elementer, vi ikke kan forsvare etisk, og har derfor blokeret siden."

Det øjeblik var det, som om nogen havde tabt en isterning i min mavesæk. Hotellet havde et eller andet program installeret, der scannede siderne for 'farlige' ord og sorterede dem fra, de ikke kunne acceptere at vise. Jeg ville kunne forstå det, hvis det handlede om børneporno, og til nød også, hvis det i en eller anden grad havde været en anden form for pornografi, de havde forhindret mig i at se - men hvordan kan ordet lesbisk være alarmerende? Selvfølgelig er der mange sexister, der bruger ordet, fordi heteroseksuelle mænd af en eller anden sær årsag finder det fristende, når storbarmede blonde amazoner sveder på hinanden, men derfor kan man da ikke påstå, at det ord som udgangspunkt ikke er etisk forsvarligt!

Retfærdig harme

Det, som ærgrer mig mest, er, at det er gjort i et forsøg på at være korrekt. Hotellet har jo ikke en 'antihomo-politik', men man har valgt ordet, fordi det ville sortere mange af de 'grimme' sexsider fra - men man har bare ikke tænkt på, at det også sorterede visse seriøse sider fra. Det er et spørgsmål om uvidenhed, men jeg synes faktisk denne uvidenhed er en form for ubevidst diskrimination.

Samtidig var det også lidt skønt. Pludselig følte jeg mig opfyldt af en retfærdig harme - jeg var blevet diskrimineret, om ikke personligt så i hvert fald en personlig oplevelse af en institutions diskrimination af samtlige homoseksuelle. Jeg mærkede, hvordan vredens beruselse begyndte at boble lystigt i min krop.

Hvordan skulle jeg reagere? Skulle jeg lave en scene foran hotelreceptionisten og dermed bringe hele hotellet i forlegenhed? Skulle jeg lænke mig foran hotellet og dermed tilkalde pressen, hvilket ville få sandheden ud og smadre deres ry som pænt og kedeligt konferencested? Skulle jeg råbe 'heterofascist' og skride? Der var så mange nye og spændende muligheder, som jeg ikke havde været præsenteret for før. Nu kunne jeg føle det på egen krop, nu havde jeg selv den søde smag af bitter erfaring i munden...

Noget at slås for?

Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke gjorde noget på stedet. Sandsynligvis fordi det samtidig føltes en anelse latterligt. Hvis dette var min første oplevelse af diskrimination, så lever jeg godt nok ikke et sted, hvor der er det store behov for kamp. Det er en svær balance i vores tid, hvor vi har vundet os så meget. Skal vi blive ved med at kæmpe for total lighed eller acceptere, at der i vores måde at leve på ligger en form for anderledeshed, som gør, at vi aldrig kan blive helt lige med de heteroseksuelle? Ikke 'lige' i betydningen 'lighedstegn' i hvert fald.

Nu har jeg fået taget min diskriminationsmødom, og selv om det ikke var voldsomt eller på sin vis dybt uretfærdigt, så tror jeg alligevel, jeg vil beslutte mig for, at der trods alt er mere at kæmpe for. Måske er det ikke længere nødvendigt at gå på gaden med bannere og råbe og skrige. I dag er 'diskrimination' ofte et spørgsmål om uvidenhed, og dermed foregår det for manges vedkommende helt ubevidst og i god tro. Derfor er 'kampen' en anden kamp - en kamp på oplysning og nedrivning af de små fordomme; men ikke en mindre vigtig kamp. Forskellen er bare, at 'våbenet' nu er venlighed og gode oplysninger.

Måske jeg skulle skrive en pæn og venlig e-mail til det hotel og tillade mig at oplyse dem om visse svagheder i deres internet-politik?