|
Will & Grace-syndromet
Ih, hvor medierne dog efterhånden er blevet liberale og tolerante. Hvor er det dejligt, der i dag er masser af homoseksuelle på TV og i film, for det synes alle selvfølgelig er OK, for alle synes jo, 'de' er lige så normale som andre. Ha! Er det i virkeligheden ikke løgn?
To oplevelser: 1) Copenhagen Gay & Lesbian Film Festival: Jeg er inde og se en sær amerikansk homofilm, der hedder 'Friends and Family', om Stephen og Danny, som er kærester, der arbejder for en amerikansk mafiafamilie og prøver at forhindre, deres forældre får det at vide. Altså ikke at de er kærester, men at de arbejder for mafiaen! Filmens måske mest intime scene mellem de to kommer lige til sidst, hvor Stephen blidt sætter lidt flødeskum på næsen af Danny. 2) Fjernsynet: 'Will & Grace' kører igen i kassen, og selvfølgelig skal det ses. Jack har som sædvanlig været sammen med en million fyre, hvilket vi altid hører om, men aldrig ser. Will derimod er så trofast en fyr på jagt efter vaskeægte kærlighed, at han aldrig får en kæreste. Grace har egentlig samme problem; som enhver anden stakkels serieheltinde, kan hun ikke have en kæreste for lang tid, men der er dog alligevel mænd i hendes liv. Også i aften er der en ny, og hun kysser ham farvel i døren. Er det ikke bare rørende? Åh, hvor er det dog dejligt og liberalt og så rigtigt og godt for 'vores sag' og for tolerance i det hele taget, at der efterhånden er så mange homoseksuelle personer i de fiktive historier, vi omgiver os med i hverdagen. Ligesom enhver pige med respekt for sig selv har en bøsseven, ligeledes skal enhver film og serie efterhånden have en homoseksuel sidefigur eller hovedrolle, allerhelst en bøsse, at byde på - og gerne én der er lidt komisk. Er det ikke bare rørende, hvor åbensindet fjernsynet er blevet, hvordan de kæmper med os for anerkendelse?Ingen grim sex Host! Er det ikke en tolerance med modifikationer? Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hvis 'Friends and Family' havde handlet om et heteroseksuelt mafiakærestepar - så ville vi ikke alene have set dem kysse hinanden hele tiden, vi ville sandsynligvis også på et eller andet tidspunkt have haft én af de der sexscener, hvor kameraet panorerer ned over nøgne svedige kroppe, der gnider sig mod hinanden i lige præcis så få sekunder, at det bliver ved med at være 'erotisk scene' og ikke når at blive 'porno'. Så langt var vi nok ikke nået i Will og Grace, men hvis Will ikke havde været bøsse, så kan I tro, han havde kysset de første 30 kvinder på skærmen.Det vi i stedet får, er en påstand - om at de altså virkelig er bøsser. Men i realiteten er de beholdt fuldstændig aseksuelle, ufarlige, som om de aldrig kunne indlade sig på sådan noget som sex (og slet ikke den grimme slags). De kan højst svinge sig op på en knuser. Kun onde amerikanske producenter? For mig ligner det en bevidsthed fra producenternes side om at det sælger, hvis de kan tillægge sig et liberalt, moderne og åbent image, samtidig med at de ikke skræmmer nogle væk ved at tvinge dem til at se noget, de inderst inde ville blive provokerede over.'Will & Grace' er en amerikansk serie, og 'Friends and Family' er en amerikansk film. Det er muligt, at en del af en forklaring ligger der - for de kysser jo hinanden i 'En kort en lang'! Men stadig: Vi får først lov at se Mads Mikkelsens behårede brystkasse, når han bliver forvirret og hopper i seng med en kvinde, og der er ingen tvivl om, at det ville have været en anderledes film, hvis det havde været Troels Lyby, der lå nøgen i sengen ved hans side. Man kan så påstå, at det da i det mindste er en bedre situation, vi har i dag, hvor historier om homoseksuelle trods alt bliver fortalt - i modsætning til tidligere, hvor det slet ikke fandtes. I dag er der ingen, der vokser op uden at vide, at der er noget, der hedder homoseksualitet. En lille nuttet ting Det er jeg sådan set enig i, men jeg vil alligevel gerne brokke mig over det. Måske er det bare et trin på stigen opad - men jeg synes, det er et farligt trin at blive stående på for længe! Jeg er træt af, at bøsser er sådan en lidt nuttet ting, man samler på - som zøde tøzer er zuper veninder med, som er SÅ sjove, som simpelthen har så god smag og fed frisure - men som sgu' ikke får lov til at være rigtige mennesker. I hvert fald ikke på TV. Dét er et billede, som disse medier hjælper med til at holde fast i, og jeg er ikke sikker på, jeg synes, det er godt.Hvis dette bare er et skridt på vejen, så skal vi passe på ikke at komme til at slå os ned her for længe. Fra producenternes side er det et bekvemt mellemstadie, hvor de får lov til at skabe sig en lækker profil på åbenhed, mens de slipper for at træde nogen over tæerne. Så er vi ofre for 'Will & Grace-syndromet', og så får vi ikke vores historier fortalt som andet end noget, der er zødt og zjovt. Flere rigtige homoer på TV - snart, tak!
|
![]() Fassbinder. Det er 25 år siden den kontroversielle tyske homoseksuelle instruktør Rainer Werner Fassbinder døde.
Fassbinder - et liv med film og mænd - 10.06 Fassbinder - interview med Christian Braad Thomsen - 10.06![]() Faderhuset vil købe Pan - 01.04 Etnicitet og homoseksualitet - 12.03 Drama Queen vinder Dansk Melodi Grand Prix 2007 - 11.02 Unge tager afstand til homosex - 23.01 Copenhagen Pride 2007: Datoer og frivillige - 22.01 Gå-Ud-Gruppen fylder 25 år i morgen - 30.11 Homoseksuelle skal fortælle om overfald på hjemmeside - 23.11 Diskrimination af homoseksuelle på Færøerne - 27.10 Hiv Pensionatet offer for strukturreformen - 26.10 Pan - ingen adgang for heteroer - 24.10 Filmfestivalen er i gang - 23.10 Pan Cup i weekenden - 22.09 STOP AIDS vil kende dit sexliv - 29.08 Copenhagen Pride 2006 er skudt i gang - 16.08 Forældrenetværket er tilbage - 12.08 Radio Rosa sender specialprogrammer om Madonna i august - 12.08 LBL: Aflys så den koncert! - 09.07 Skarp kritik af københavnsk spillested - 09.07 Basket for mænd i København til september - 09.07 EuroPride i London på lørdag - 26.06 |