"Jeg er 21 år, jeg studerer, og jeg er muslim. Mine forældre kommer fra et land med et muslimsk mindretal, men jeg er født her i Danmark. Jeg bor hjemme hos mine forældre, for det er en del af min religion og den tradition, hvor mine forældre kommer fra, at man bor hjemme, til man er blevet gift. Men jeg er homoseksuel. Mine forældre vil have, at jeg skal giftes med en muslimsk pige, som kommer fra eller stammer fra det land, vi kommer fra, og de ved ikke, at jeg ikke kan leve op til noget af det. Det er ikke som et tvangsægteskab, det har vi overhovedet ikke. Men det er traditionen, at sådan gør man. Det var sådan, mine forældre gjorde. Derfor vil det være en skandale, at jeg er bøsse."

"Hos os er det familien, der er det vigtigste. Det største ideal er at have en 'perfekt' familie. Det vil sige, at mine forældre gerne vil have, at jeg og min bror bliver gift med en god kone, får et godt hus og børn. Det er det perfekte liv, og det er det, som alle går og sparer sammen til hos os: Børnenes bryllup. Når jeg og min bror er blevet godt gift, kan mine forældre nærmest lægge sig til at dø med god samvittighed."

"De vil jo også gerne holde øje med, at vi er gode børn. Vi skal for eksempel helst ikke have en kæreste, før vi bliver gift, det ville være forkert. Så jeg har ikke rigtig noget privatliv. Når jeg går ud, spørger de altid, hvor jeg skal hen, og hvis de ikke ved, hvor jeg er, så ringer de til min mobiltelefon. På den måde er de meget interesserede i mig. De vil jo gerne have, jeg skal have et perfekt liv."

Hetero hjemme, homo ude

"Mine forældre kender mine venner og deres navne, men de ved ikke, de fleste af dem er bøsser. Og de ved ikke, hvor jeg går i byen henne. Jeg siger bare, jeg tager ud med nogle venner. Så jeg kan godt leve et dobbeltliv med dem, men det er ved at fortie og lyve lidt. Når jeg er hjemme er jeg hetero, og ude er jeg homo."

"Alle siger, at de egentlig altid godt har vidst, at de var til deres eget køn, og det har jeg da også. Men jeg har ikke tænkt på mig selv som bøsse. Jeg tændte bare på fyre. Tænkte, at det nok bare var en fase! Det var især lige efter gymnasiet, at jeg begyndte at tænke meget over det. Når jeg gik på Strøget og så en masse lækre fyre, fik jeg det rigtig dårligt med mig selv. Det var jo helt forkert."

"Da jeg selv godt havde været helt klar over det i over et halvt år, fik jeg endelig taget mig sammen til at sige det til en god veninde. Og dér havde jeg tænkt og tænkt over det og tit været ked af det. Det tog mere end to timer for mig at fortælle hende det, hvor jeg bare sad og bad hende, om hun ikke nok kunne gætte, hvad det var, jeg ville fortælle hende. Jeg kunne ikke sige ordene "jeg er bøsse". Det var det sværeste. Men det var en vild lettelse, da jeg endelig fik det sagt, og jeg vidste med det samme, at vi skulle snakke videre om det så snart som muligt. Nu var der endelig én, der vidste alt om mig."

"Der er så meget skam i det"

"Nu skulle jeg så på en eller anden måde møde nogle andre bøsser, jeg vidste bare ikke hvordan. Jeg har aldrig kendt nogle homoseksuelle mennesker, og det har aldrig været noget, der har været et emne i vores familie. Min veninde havde på det tidspunkt en kontaktannonce på internettet, hvor man også kunne vælge, at man søgte én af sit eget køn, så det prøvede jeg. Dér har jeg så efterhånden mødt folk, som jeg har kunnet dele de følelser og tanker med. Folk, jeg kan snakke med. Men jeg er stadig 'straight', når jeg er hjemme."

"Den gang var det ikke så meget mine forældre, jeg tænkte på, mere mig selv. Men efterhånden som jeg har fået mødt nogle andre bøsser og har forstået det selv, så begynder det med familien at fylde mere. Der er så meget skam i det. Ens ære er så vigtig i Islam og i vores lands tradition. Mine forældre nyder en masse respekt fra andre i familien og fra vores kreds, fordi de har klaret sig godt i Danmark, og fordi de har to 'gode' sønner. Vi er en 'perfekt' familie. Alt det sætter jeg på spil og kan tage fra dem, fordi jeg er bøsse. Så er vores familie alligevel ikke perfekt. Så lever vi ikke op til normerne, og det er meget vigtigt."

Må finde en lejlighed i hemmelighed

"Jeg ved ikke, hvordan fremtiden ser ud. Indtil videre skal jeg bo hjemme. Jeg er ikke økonomisk uafhængig af mine forældre, fordi min indtægt også er en del af vores husholdning. Det er jo også mit hus, vi bor i. Jeg har været med til at betale, at vi har kunnet få det bygget, og det er meningen, at min bror og jeg skal arve det senere. Og under alle omstændigheder er det først meningen, jeg skal flytte hjemmefra, når jeg bliver gift."

"Men når jeg er færdig med min uddannelse, så vil jeg alligevel prøve, om jeg ikke kan flytte hjemmefra. Det er bare også svært, for jeg kan ikke forvente nogen støtte overhovedet, og jeg må prøve at finde en lejlighed i hemmelighed, for ellers vil de forsøge at forhindre det. Jeg må bare skride en dag. Sige til dem, at jeg har behov for at bo alene, at jeg ikke kan bo sammen med dem længere. De vil nok tænke, at jeg har fået en dansk kæreste eller sådan noget, og det vil være en skam for dem. De vil ikke kunne forstå det, for det var jo ikke sådan, de selv gjorde engang. Jeg kan måske regne med, at de siger, at jeg så ikke længere er i familie med dem."

"Jeg må klare mig selv. Hvis de ikke vil have noget med mig at gøre, når jeg gør det, så bliver det på en måde nemt, for så kan jeg leve, som jeg vil. Men hvis jeg bliver ved med at se dem, så bliver jeg jo nødt til at fortælle dem på et tidspunkt, at jeg er homoseksuel. Jeg kan bare ikke gøre det, mens jeg bor hjemme. Det vil gøre for ondt på dem og på mig. Jeg vil ikke kunne se dem i øjnene."

Den bedste løsning...

"Jeg ville gerne bo sammen med en dejlig fyr, som er den eneste ene, og så med tiden få mine forældres accept. De behøver ikke bryde sig om det, men bare acceptere mig. Jeg er ligeglad med resten af familien, bare de nærmeste kunne acceptere det. Men jeg tror ikke, jeg kan få deres accept, ikke før om meget lang tid, måske. Det kunne være, hvis jeg pludselig en dag mødte min mor tilfældigt på gaden, og hun indså, hvor meget hun savnede mig, så kunne der være en lille chance? Mine forældre vil ikke bare pludselig af sig selv indse, at de har været dumme og så ringe til mig. Der skal ske noget helt ekstraordinært."

"Jeg tror ikke, der er noget, der kan ændre situationen. Der er ikke nogen forening, organisation eller professionel indsats, der vil få dem til at se på det på en anden måde. Det gælder jo hele min religion og traditionerne i det land, hvor jeg kommer fra. Der er det bare ikke er en del af billedet. Det bliver aldrig diskuteret, og hvis det er på fjernsynet, så bliver der klikket væk. Det er bare ikke en mulighed hos os. Selv hvis jeg blev gift med en muslimsk pige fra et andet land end vores, ville det være forkert. Det skal være en muslimsk pige fra mit land."

"De vil os kun det bedste"

"I min familie er vi ikke overdrevet religiøse, men jeg er vokset op som muslim og tror på det og er interesseret i det. Efter jeg har fundet ud af min seksualitet, er jeg alligevel gået lidt bort fra det, for jeg er en synder i Islam. Der er ikke nogen tvivl om, at hvis man følger alle regler og forskrifter, så er den måde, som jeg bliver nødt til at leve på, ikke tilladt. Men jeg tror på Allah, jeg faster og jeg spiser ikke svinekød, og sådan vil jeg blive ved med at have det. Jeg kan godt være homoseksuel og stadig føle mig som muslim."

"Det er vigtigt at forstå, at mine forældre ikke er onde eller forsøger bevidst at skade mig. Jeg ved, hvor højt de elsker min bror og mig. Alt hvad de gør, gør de jo for, at vi skal have det så godt som overhovedet muligt, og for at vi skal nyde respekt og ære. De vil os kun det bedste, og derfor elsker jeg dem. Men det bedste for mig er desværre bare ikke det, som de med så stor sikkerhed ved, er det bedste for alle mennesker."

Interviewpersonen har ønsket at være anonym. Derfor er hans navn og oplysninger om det land, som han og hans familie stammer fra, udeladt i artiklen.