Billedet gjorde et stort indtryk på mig. Ikke fordi jeg ikke har set sådanne billeder før, men fordi børn fylder meget i mine tanker for tiden.

Min søster planlægger at få barn nummer to med sin kæreste. De har været sammen i mange år og kunne godt tænke sig en lille tromling igen, som kan fylde huset med gråd og snavsede bleer. Min 18-årige fætter bliver far til sommer, ups! Desuden har jeg flere veninder, der er gravide.

Selv elsker jeg børn. Jeg kan ikke få nok af min niece og mine små fætre. Børn er herlige, når de bliver renlige og endnu sjovere, når de begynder at tale og fortælle små sjove vittigheder a lá "En blind og en døv gik ind i en kiosk og købte Se&Hør" :-)

Jeg har tit tænkt på, om jeg nogensinde vil få et barn. Mit eget kød og blod, en lille chokoladetrold med flyveører, en forlængelse af mig selv; et bevis på at jeg har udrettet noget i min korte tid her på jorden, at der har været en mening med min ellers meningsløse eksistens. Universet er så uendeligt stort, og vi er så små. Jorden er som en prut. Stinkende lille.

Svigter jeg menneskeheden?

Set fra en darwinistisk synsvinkel så sikres menneskehedens overlevelse som art her på jorden gennem en konstant reproduktion af os selv. Men hvad betyder det i mindre målestok? Er jeg et dumt svin, hvis jeg nægter at sætte børn i denne verden? Svigter jeg menneskeheden? Min mor synes i hvert fald, at det er tragisk, at hun ikke får et barnebarn fra hendes søn. Derfor hepper jeg ekstra meget på min søster og hendes kæreste og håber, at de får tvillinger, som kan glæde og fornøje både min mor i mange år samt give mig lidt pusterum, indtil jeg finder en løsning.

Ifølge Darwin må jeg være svag og en skændsel for mine artsfæller. Jeg trøster mig selv ved at vide, at jeg ikke er med til at gøre jorden endnu mere overbefolket, en til eller fra... det går nok ubemærket hen.

Men Darwin keder mig, han er så uinspirerende - en rigtig lyseslukker. Jo, han var revolutionerende og hans teorier har betydet meget for vor egen selvforståelse. Men et eller andet sted så er det rigtigt ufedt at vide, at man stammer fra aber. Ikke fordi jeg har noget imod aber, de er jo bare dyr som alle os andre, men det er surt at få at vide, at man er en 'omvandrende genmaskine', hvis eneste formål er at reproducere sig selv og føre menneskeheden videre.

At sidde i mørket med sig selv

Jeg vil ikke opfattes som en maskine, og jeg vil ikke svigte menneskeheden eller min mor, og jeg vil ikke have et barn med en pige, fordi det er den eneste måde at gøre det på… Men jeg vil alligevel gerne have en dybere mening med mit liv (selvom jeg måske ikke får et barn) og betyde noget for nogen og ikke bare forsvinde efter min død… arrrggg!!!

Når jeg slukker lyset og sidder tilbage i mørket, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det spiller nogen rolle, at det hele er lidt sværere for mig, fordi min kæreste ikke lige har en livmor, som vi kan bruge, og fordi det kan føles, som om samfundet er lidt på nakken af en.

Lad os lege Gud!

Vi må ikke adoptere, barnet bliver nok drillet, hvis faren springer ud af skabet, et par forældre er per definition bedre end to fædre og to mødre, der deles om et barn - ifølge dansk lovgivning... Der er mange fordomme. Mit hoved snurrer rundt. Jeg synes ikke, at jeg bliver klogere på mig selv og verden. Jeg tror ikke, at jeg kunne se mig selv 'dele' et barn med et lesbisk par, det ville være for mærkeligt for mig.

Nu er man så småt begyndt at klone mennesker. Man vil gerne hjælpe de barnløse med at få børn, er formålet ifølge forskerne.. En kopi af en selv? Så gerne. Blå øjne og lyst hår? Hvorfor ikke!

Hvor skræmmende er det?! Endnu engang leger mennesket Gud og føler sig uovervindeligt og betydningsfuldt. Findes der noget herligere end at se en lille udgave af sig selv vokse op, skabe et andet væsen, lege Gud og føle sig vigtig: Der ER en mening med ens liv, man skal skifte bleer og arbejde for at skaffe mad til barnet, som skal have ansvaret for at føre ens gener videre. Og ville det bare ikke være fantastisk, hvis man kunne ændre lidt på generne og give sit barn alle ens gode gener og undgå, at det fik flyveører som én selv?

Det groteske i den forbindelse er så, at det koster en halv bondegård at adoptere et barn, og homoseksuelle må ikke engang adoptere, fordi det er klart bedre at et barn lever under usle vilkår på et kinesisk børnehjem end hos et par, der tilfældigvis er to mænd eller to kvinder, som elsker hinanden og som har masser af kærlighed at give...

Adoption - hvis vi får lov

Okay, jeg er vist kommet på et sidespor. Men det er okay. Jeg brænder inde med mange ting, som kommer op til overfladen uden at jeg kan bestemme rækkefølgen eller farten.

Jo, jeg vil gerne have et barn. En god løsning på problemet er at adoptere et barn, når det engang bliver muligt. Hvis alle barnløse heteroseksuelle par og homoseksuelle par, der ønsker at have børn, adopterede børn i stedet for at tænke på kloning, gå til sædbanken eller oprette en "familiekolektiv" (to fædre og to mødre) og andre lige så kreative alternativer, så ville vi slå to fluer med et smæk.

Så jeg vil vælge at adoptere, hvis jeg det går hen og bliver seriøst med min kæreste. Det er måske den mindst uselviske løsning.

Måske finder jeg ikke en kæreste, som jeg gerne vil opdrage et barn sammen med. Måske vil der gå mange år, før vi får lov til at adoptere. Skulle det gå hen og glippe, så har jeg andre alternativer at trække på. For jeg vil også føle mig udødelig - ligesom alle andre.

Alle mænd er vel seriemordere?

Da jeg begyndte at onanere tilbage for efterhånden mange år siden, sad jeg tit tilbage med et mærkeligt følelse i hjertet, et følelse af tab og skyld. Jeg husker det så tydeligt. Her havde jeg skudt millioner af mine små svømmere direkte i døden, potentielle små mennesker, der kunne være blevet til noget stort og haft en betydelig forskel for menneskeheden. Min lille chokoladetrold med flyveører ville måske have uddannet sig til læge og opfundet en vaccine mod aids eller - for at være endnu mere ekstrem - været den første statsminister i Danmark med anden etnisk baggrund.

Men jeg var hensynsløs og slog dem ihjel med lidt toiletpapir og derefter blev de skyllet ud i toilettet. Alle mænd er vel seriemordere en gang imellem, nogle får endda lyst til at slå ihjel flere gange dagligt. Ingen kan bebrejde mig for noget på det punkt!

På universitetet så jeg et opslag: "Suppler din SU - bliv sæddonor." Hmm… er økonomien helt trængt, så kan man altså rette lidt op på det ved aflevere lidt af sig selv i en sædbank. Så bliver der også råd til flåede tomater til aftenspastaen. Ikke værst, vel?

Der er lige en hage ved det, kun 10 procent af de interesserede kommer igennem nåleøjet, sædkvaliteten skal være i top, og jeg har en mistanke om at min sædkvalitet er meget ringe, hvilket nok skyldes de alt for stramme cowboybukser i mine teenageår. Så den idé har jeg droppet, selvom jeg nok kunne bruge pengene.

Flere måder at blive udødelig på

I mit forsøg på at finde en alternativ vej til at føre mine gener videre på og dermed føle mig lidt udødelig og uundværlig førte mig til Sundhedsstyrelsen. Jeg skaffede mig et donorkort, hvor jeg giver "fuld tilladelse til at alle mine organer kan anvendes til transplantation efter min død". Min mor fik kaffen galt i halsen - men hvad skal man egentlig bruge sin tyndtarm til efter ens død? Egentlig vil jeg også være bloddonor, men jeg har bildt mig selv ind, at jeg har brug for meget blod i min krop, ellers vil maskineriet ikke køre rundt, og så er jeg panisk angst for nåle, så helt hellig er jeg ikke.

Jeg droppede hurtigt tanken og besluttede mig for at få et barn. Jeg har faktisk lige fået et brev fra ham; en lille side skrevet med store bogstaver og med en tegning af en fodbold. Nu har jeg efterhånden haft ham i et halvt år, han hænger på væggen med sit store smil og drømmer om en fodboldkarriere på det brasilianske landshold. Ellers er Wendersons yndlingsret bønner, han kan godt lide historie og elsker at synge.

Jeg har overvejet at få et sponsorbarn til, tapetsere væggene med billeder af smilende børn. Måske vil jeg en dag få lov til at adoptere et barn og føle mig lige så vigtig og udødelig som alle "normale" forældre. Indtil videre nøjes jeg med at have billeder hængende og udveksle breve med mit brasilianske barn. Det er praktisk, man behøver ikke engang at lugte til sure bleer! Og så er det rart at vide, at man betyder noget for et lille menneske på den anden side af verden. At man ikke er helt ubetydelig i denne store verden, måske er formålet med mit liv at hjælpe disse børn, måske HAR mit liv en dybere mening alligevel!

Stjerne (ikke kun) for en aften

Dette, du lige har læst, er nogle løse tanker fra en meget forvirret ung mand, der prøver på at få en mening ud af kaoset, som også kendes som livet. Klokken er mange, jeg er træt, men glad for at have sat ord på nogle følelser jeg render rundt med. Jeg er måske lidt modstridende i noget af det, jeg siger, men det er også et svært emne at tage fat på; jeg vil tænke mere over det, slukke lyset og sidde med mig selv i mørket.

Under alle omstændigheder så er jeg blevet lidt klogere på mig selv og er kommet frem til nogle konklusioner:
1. Jeg vil ikke have et barn for enhver pris
2. Jeg er imod kloning og vil aldrig klone mig selv for at "producere" et barn
3. Jeg kunne aldrig drømme om at gå til sædbanken, men vil måske overveje at blive bloddonor engang til; jeg må overvinde min nålefobi
4. Jeg er glad for at have et sponsorbarn og vil have et til
5. Jeg vil kæmpe for at få lov til at adoptere

Så jo… jeg VIL gerne have børn. En god ven spurgte, hvorfor jeg ville have det, når jeg selv var så barnlig. Han har ret i, at jeg er barnlig - jeg fejrede trods alt min 22 års fødselsdag ved at tage i Zoologisk Have og i cirkus med nogle venner! Samme uforskammede ven foreslog, at jeg kunne købe en stjerne. Han havde hørt, at det ikke engang koster særligt meget, og så kan man endda navngive stjernen! Hmm… den ultimative måde at blive udødeliggjort på. Elvis, go home!